Info fra Generalforsamling

Årsberetning Nyborg Teaterforening 2023/2024

Præsenteret af formanden for Nyborg Teaterforening Mette Ulrik Andersen på generalforsamlingen d. 21. oktober 2024

Sæsonen 23/24 blev en god sæson for Nyborg Teaterforening

Vi er meget tilfredse med sæsonens forestillinger, der både kvalitetsmæssigt og genremæssigt levede op til bestyrelsens forventninger og ønsker. 

Årets forestillinger blev gennemført med en gennemsnitlig belægningsprocent på 83%, hvilket svarer til 308 tilskuere pr. forestilling. Samtidig viste sæsonen en lille nedgang i antallet af abonnenter fra 51% til 44%, hvilket svarer til nedgang på 25 abonnenter. Antallet af abonnenter var 167. Hovedårsagen til nedgangen er ældre abonnenter, der stopper pga. helbred/bortgang. Forestillingerne Sæsonens første forestilling var Fra regnormenes liv, som blev vist 7.10.23. 

Forestillingen blev set af 274 tilskuere (73% belægning). 

Forestillingen var et klassisk stykke teater. En kamp om kærlighed og kunst med stærke skuespillere i rollerne. Forestillingen var bygget op omkring en dialog mellem H.C.Andersen og Fru Heiberg, der begge kom fra fattige kår og ved hjælp af deres talent og kunst endte i den kulturelle elite.  Det er ikke let at bryde med sin opvækst og usikkerhed, hvilket blev flot og indlevende formidlet. 

Forestillingen blev produceret af Folketeatret.

Den anden forestilling blev vist 11.11.23.

Det var Man skulle nok have været der, der blev set af 342 tilskuere (91% belægning) – altså næsten fuldt hus.

Det var en fantastisk forestilling om en ung mand fra provinsen, som flytter til København uden et sted at bo og uden mulighed for at få hjælp. Han klarer sig ved at flytte ind hos en veninde og hendes mor. Dette kommer der meget underfundigt, pinligt og rørende spil ud af. Scenografien var raffineret  og moderne med en opsætning med lysstofrør som kulisse. 

Forestillingen blev produceret af Det Kongelige Teater efter Thomas Korsgaards succesroman.

Tredje forestilling var Gøngehøvdingen, som blev spillet 10.2.24 og blev set af 241 tilskuere (70% belægning). Det var smuk sang og opera formidlet af professionelle sangere kombineret med skæv og sjov humor. Der var masser af hentydninger til dagens Danmark, komediespil, vittige indslag og fjollerier. Alt sammen noget, der fik gang i lattermusklerne hos de fleste. 

Forestillingen blev produceret af Figaros/Det Ny Opera.

Sæsonens fjerde og sidste forestilling var Jytte fra Marketing er gået for idag, som blev spillet 20.4.24. Den blev set af 374 tilskuere (99% belægning ) – reelt fuld sal. Forestillingen var et humoristisk stykke om udviklingspotentialet i en større virksomhed. Der blev lavet sjov med de moderne udviklingsprincipper og de moderne buzzwords på en arbejdsplads. Salen morede sig hjerteligt over genkendeligheden fra egen arbejdssituation. Det var en sjovt og tankevækkende produktion baseret på Morten Münsters bog af samme navn. 

Forestillingen blev produceret af Folketeatret.

 

Bestyrelsens arbejde

I løbet af året har bestyrelsen afholdt 8 møder og deltaget i årets teaterseminar med to deltagere.

Derudover har bestyrelsen sammen med Nyborg Web og Grafik opdateret foreningens hjemmeside, samt omdelt årets program i udvalgte kvarterer for at øge kendskabet til Nyborg Teaterforening. 

Nyborg Teaterforening er repræsenteret i Bastionens bestyrelse og har deltaget i udformningen af forslag til fremtidig organisering af Bastionen.

Endvidere har bestyrelsen arbejdet på, at teaterforeningen kunne få støtte fra Nyborg Kommune og har derfor afholdt et par møder med Kultur, Fritid og Turisme-afdelingen. 

Nyborg Teaterforening har derfor i 2024 modtaget et tilskud fra Nyborg Kommune. Tilskuddet var på 20.000 kr. samt en underskudsgaranti på 20.000 kr. Vi har i vores ansøgning argumenteret med vigtigheden af, at der præsenteres professionelt teater i Nyborg. Vi er naturligvis meget tilfredse og taknemmelige for dette tilskud og har netop indsendt en ansøgning om fornyet tilskud i 2025.

Administrationsudgifterne har vi nogenlunde kunnet holde i ro, men vi har været nødt til at hæve billetpriserne på grund af de generelle prisstigninger for forestillinger samt udgifter i forbindelse med gennemførelse af forestillingerne. Det har der været en god forståelse for hos vores abonnenter og tilskuere.

Vi har deltaget i Nyborg Kulturnat med en bod på Torvet for at gøre foreningen mere synlig blandt Nyborgs indbyggere. Her modtager vi kun god respons og positive tilkendegivelser.

Bestyrelsen er endvidere meget aktiv med markedsføring på sociale medier, hvor vi også der kæmper for at nå ud til flest mulige, så vi får øget antallet af tilskuere til forestillingerne. 

I denne sæson havde vi også god kontakt med det nye Nyborgbladet, som fint dækkede vores forestillinger på Bastionen.

Bestyrelsen håber naturligvis, at foreningens medlemmer støtter op om disse tiltag med både facebook-delinger og mund til øre-formidling, da vi brænder for at bevare professionelt teater i byen.

 

Bastionen 

Vi har valgt, at alle Nyborg Teaterforenings forestillinger skal afvikles på Bastionen. 

Vi synes, at Nyborgs Kulturhus skal støttes, ligesom vi oplever et godt samarbejde med personalet samt rigtig gode rammer for både vores besøgende teatre og vores tilskuere. 

 

Tak til bestyrelsen, som i sæsonen har bestået af:

  • Anne Lauridsen

  • Birgitte Haugbøl

  • Finn Turk

  • Hans Alsted

  • Jesper Hee Andersen

  • Jørgen Dyhrberg

  • Torsten Kobbernagel

  • Mette Ulrik Andersen

Tak til sæsonens samarbejdspartnere:

  • Bastionen

  • Vindinge Boldklub (hands)

  • Folketeatret

  • Det Kongelige Teater

  • Figaros/Den Ny Opera

  • Arbejdernes Landsbank

  • TIX (billetter)

  • Nyborg Grafik og WEB

  • Lokalavisen Nyborg

  • Nyborgbladet

  • Nyborg Kommune

  • EY (revision)