Eks

Lørdag d. 5. april 2025 kl. 19.30
på Bastionen, Nyborg
OBS Der er gratis Artist Pre-talk kl. 18-1830 i cafeen

Pris: 335 kr. – 300 kr. – 265 kr. + gebyr

Varighed: 140 minutter incl. pause

Medvirkende: Marie Bach Hansen, Julie Agnete Vang og Mikkel Arndt

Producent: Det Kongelige Teater

Læs anmeldelser nederst på siden

Eks

Lørdag d. 4. april 2025 kl. 19.30 - Bastionen, Nyborg
OBS Der er gratis Artist Pre-talk kl. 18-1830 i cafeen

Eks er et nyt psykologisk trekantsdrama – et drama om at have skabt sig et liv, som man overhovedet ikke vil være i.

Hverdagen og hamsterhjulet er blevet en kærlighedsdræber. Udadtil er alt under kontrol, men indadtil er korthuset ved at falde sammen.
Parret har stort set dækket alle behov i behovspyramiden, men behovet for kærlighed er blevet overset, og det kommer til udtryk i dårlig kommunikation i genkendelige og ofte komiske situationer.

På overfladen lever parret Sibylle og Daniel et perfekt, lidt småtrivielt familieliv med gode jobs, lækker lejlighed og to små børn.
En nat dukker Daniels ekskæreste Franziska pludselig op.

Det medfører en eksplosion i det – viser det sig – allerede kuldsejlede parforhold mellem Daniel og Sibylle.
Deres børn er for længst blevet gidsler i deres skyttegravskrig.
Daniel har valgt forholdet til Sibylle som et trin op på karrierestigen.
Alle tre har fået knust deres hjerter ved forkerte valg i livet – og deres selverkendelse er lig nul.

De har fanget sig selv i en livsfælde – og de oplever pludselig, at hjemmet er det farligste sted at være.
Presser den moderne kernefamilies livsstil parforholdet til det yderste?
Er kravet til os selv om succes på alle fronter god for kærligheden?
Bør vi slippe noget af kontrollen og dermed det forudsigelige og trygheden?
Og hvem er bange for en ekskæreste?
I samfundet er der trafikregler, politi og retsvæsen – men i hjemmet er man ubeskyttet og uden regler.

Corona-lockdownen inspirerede den anerkendte, tyske dramatiker Marius von Mayenburg til – gennem tre selvstændige dramaer – at undersøge familiens private fængsel: Hjemmet.
Eks er første del af denne trilogi.

Et velskrevet og hvast kammerspil, der dissekerer middelklassens parforholdsproblemer og ulidelige lethed.
Stykket lægger sig i slipstrømmen af Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf?, hvor natten og alkoholen bruges til at slippe den indre ”svine-ulv” løs.

MEDVIRKENDE: Marie Bach Hansen, Julie Agnete Vang, Mikkel Arndt

Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Scenografi og Kostumedesign: Jonas Fly
Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen

Folketeatret

 

Presseomtale

Efter premieren på Skuespilhuset ultimo januar 25 var der 4-5 stjerner fra anmeldere på medierne:

BerlingskeKulturkupeenVi elsker serierCPH CultureKulturtidMortenbuckhoj.dk     TTT.dk

I en tid, hvor mange teatre tyr til ”fri leg for skuespillerne med hjemmestrikkede tekster”, er det en glæde at lytte til et gennemskrevet stykke om nutidsmennesker (Kulturkupeen).

Du får lyst til at blive en bedre partner af dette stykke.
(Berlingske)

Eks er et skarpt kammerspil, hvor følelserne får frit løb. Som drama og ikke mindst som et portræt af mennesket set udefra fungerer forestillingen knivskarpt. Sammen med en god personinstruktion er det netop alle disse følelser, reaktioner og relationer, som iscenesætter Thomas Bendixen lykkes med at finde frem, så hele dramaet bliver nærværende og genkendeligt for os.
Nok er der latter og komik, men vi fornemmer hurtigt alvoren bag.
(Ungt Teaterblod)

Marie Bach Hansen behersker overbevisende komediens lethed og de nøgne urfølelsers orkankraft. Hun gør endog den alt for lange afslutningsmonolog troværdig. Mikkel Arndt mestrer såvel det behagesygt underdanige som det afmægtige primitive begær. Selv den nystrøgne sweater spærrer ham inde, og Arndt fremstiller Daniel som den mest rådvilde af de tre karakterer.  Julie Agnete Vang er et fund som Franziska – en scenisk kamæleon; ufarligt naiv ved sin entre, manipulerende forførerisk undervejs og stålsat selvstændig ved sin sortie. Trioens elegante opvisning i skuespilkunst må man frydes over. 
(TTT)

Masker Bastionen Nyborg

Bliv medlem og modtag vores nyhedsbrev

Følg med i hvad der sker hos Nyborg Teaterforening 

GAVEKORT – VALGFRIT BELØB

Giv et gavekort til en ven