Pris i løssalg: 315 – 280 – 250 kr. + gebyr
Varighed: 100 minutter – spilles uden pause
Iscenesættelse: Det Kongelige Teater v. Henrik Grimbæk
Du kender måske allerede den unge, prisvindende forfatter fra Skive – Thomas Korsgaards – rørende og morsomme romantrilogi om drengen Tue.
Ellers er her nu en oplagt mulighed for at indlede bekendtskabet gennem Man skulle nok have været der.
Fortællingen bygger på sidste del af Thomas Korsgaards roste romantrilogi om drengen Tue, der vandt De Gyldne Laurbær i 2021.
Det er en fortælling om rodløshed og forsøg på at finde hjem. Om at være gæst i verden, om hjemløshed og om sociale skel og fattigdom i det danske velfærdssamfund.
Hovedpersonen Tue har en hård opvækst i bagagen og går i sin barndom for lud og koldt vand, men han overlever på grund af sit klare syn på verden, sit store hjerte og sin humor.
Nu er Tue flyttet fra provinsen til København og kender ingen regler for, hvordan man klarer sig der – og slet ikke hvis man ikke har en krone på lommen. Han er endnu engang blev opsagt som lejer og er igen boligløs. Nu hutler han sig igennem, mens han prøver at blive forfatter.
Tue er rodløs og har aldrig haft et trygt hjem. I forsøget på at få tag over hovedet, flytter han ind på sofaen hos en veninde og hendes prisbelønnede arkitektmor. Her går han langt over stregen for, hvad en gæst kan tillade sig i sin søgen efter et sted at føle sig hjemme.
Det Kongelige Teater har dramatiseret forestillingen til to forrygende skuespillere – Kasper Dalsgaard og Patrick Baurichter – som er instrueret af Henrik Grimbæk.
Man kan glæde sig til at se forestillingen – uanset om man har læst romanen eller ej.
Fra forestillingens tekst:
Jeg bærer alting ned til storskrald. Jeg ved ikke, hvor jeg ellers skal stille det hen. En papkasse med min dyne, to sæt sengetøj, en knagerække og boksmadrassen. En sort affaldssæk fyldt med tøj, den røde bordlampe og et salt- og pebersæt udformet som pingviner. Min Barnets Bog fra dengang mine forældre stadig tog billeder af os. “Tues første år” står der med blyant. Jeg kaster den ind i mørket til de andre ting. Det er den første september og tredje gang, jeg flytter, siden jeg tog til København fra Skive for fem måneder siden.
Folketeatret
Kommer til efteråret 23
Adresse: